VED AABNINGEN AF PRESSENS TIVOLI-UGE 26DE JANUAR 1899.


Paa Pressen man gjerne har meget at si:
at Verden den drukner i lutter Papirer,
at den i "Skandaler" og "Ulykker" svirer,
ja endog for "Ænder" ei holder sig fri;
at flot den slaar om sig med Floskler og Ord
og kives om alt mellem Himmel og Jord, -
at sort blir til hvidt i det ene Blads Spalter
og omvendt, hvor Modparten Tonen forvalter.

Lidt sandt er der i det, det nægter vi ei,
for Pressemænd er ikke Engle de heller;
og findes der "Trykfeil" i, hvad de fortæller,
husk paa, det skal gaa i en fygende Fei.
Tænk blot, om vi nu fik de Tider igjen,
da Bedstefar spidsed sin Gaasefjærspen, -
endsige, da man udi Baunernes Flammer
studerte de nyeste Iltelegrammer!


Nu faar man hver Morgen til Kaffen servert,
hvad nyt der har hændt fra Ækvator til Polen, -
nu faar man hvert Spørgsmaal, hver Sag under Solen
med Dybsind forklaret, med Fynd diskutert.
Paa samme Tid Samfundets Øre og Mund
og vaagen, naar andre sig tager en Blund,
er Pressen en Publikums lydige Tjener
i alt, hvad det spør om og ønsker og mener.


Men ogsaa dets Leder i, hvad der er Ret, -
en Tolk for Fornuften naar Blaarene fyger,
en Retfærdets Vogter, naar Stimænd sig smyger,
en Sandhedens Talsmand, som aldrig gaar træt.
Det er det, vi ønsker: en Presse, som fri
om alt og om alle sin Mening tør si',
som ei lar sig blænde og ei lar sig bøie
af Trusler fra lave og Løfter fra høie.


En ubunden Presse er Maalet, vi vil.
Og derfor det er, vi Apellen har rettet
for Arbeidets Kaar at faa støttet og lettet
og sikkret vor Gjerning mod Tilfældets Spil.
Vi trænger et Ryggstød, naar Haaret er hvidt,
en Havn, naar vor Skude er gammel og slidt, -
vi trænger at føle os frie og trygge.
- Tak alle, som hjalp os vor Fremtid at bygge!

 
 

.