DIE GEZEICHNETEN (ELSKER HVERANDRE)
Fra filminnspilling i Norge gikk nå ferden til Tyskland. I sine erindringer skriver Carl Th. Dreyer at: 

"Fra Norges dybe Dale gik Turen til Berlins Stenørken. Jeg fik Tilbud om at iscenesætte "Elsker hverandre" af Madelung, en Opgave, der skænkede mig den Glæde at befatte mig med et Arbejde, der har en soscial Mission ud over den bare at underholde. Forøvrigt oplodes under Arbejdet med denne Film mit Blik for den Kendsgerning, at selv den kunstfærdigste Maske paa Film er tom og intetsigende i Sammenligning med et hvilkensomhelst ægte og usminket Ansigt - og det usimkede Ansigt ikke kan trives Side om Side med den sminkede."

Tematisk  bevegde han seg det norske bondemiljøet under renessansen til de russiske jødenes situasjon omkring revolusjonen i 1905. I Tyskland kom han til å arbeide sammen et internasjonalt ensemble, emigrerte skuespillere fra Moskva kunstteater og kunstnere hentet fra Danmark, Norge, Polen og Tyskland, samt statister som aldri hadde stått på en scene eller foran et kamera. Noen av statistene hadde nettopp unsluppet den russiske revolusjon, andre kom dra det nydannede jødekvartet i det nordlige Berlin, hvor polske og galiziske jøder levde i en ny verden. Det var veed hjelp av disse personene at han i noen sommermåneder fikk spilt inn filmen i Lankwitz ved Berlin.

VALG AV FILMSELSKAP
I Tyskland skal Carl Th. Dreyer, i følge Martin Drouzy (??.1923-??.1998) "Carl Th. Dreyer, født Nilsson", i første omgang ha prøvd å komme i kontakt med produsenten Erich Pommer (20.07.1889-08.05.1966), som på den tiden var direktør for "Decla-Bioscop AG" (Berlin) under "Universum-Film AG" (UFA) (Berlin). Med manuset under armen skal Carl Th. Dreyer ha møtt opp på selskapets kontor, men da han hadde ventet i halvannen time, uten at Erich Pommer hadde vist seg, hadde Carl Th. Dreyer mistet tålmodigheten og bestemt seg for å ta kontakt med et annet filmselskap. I følge Ebbe Neergaard (30.03.1901-02.08.1957) "bok om Dreyer" skal Carl Th. Dreyer ha ventet forgjeves i et par timer og han hadde da gått og henvendt seg til "Primus-Film GmbH" (Berlin). Senere skal Erich Pommer ha sendt en unnskyldning og uttrykt et ønske om et fremtidig samarbeide ved en annen anledning. Den kontakten oppstod ca to år senere da Carl Th. Dreyer regisserte "Michaël" (1924) for  "Decla-Bioscop AG" (Berlin) og hvor Erich Pommer var produsent.

MANUSKRIPTET TIL FILMEN
I følge Martin Drouzy (??.1923-??.1998) "Carl Th. Dreyer, født Nilsson" erindrer han feil i forhold til sin fjerde film da han i et intervju i 1922 fortalte, at det var ham selv, som fikk ideen til å filmatisere Aage Madelungs (05.07.1872-7.10.1947) roman "Elsker Hverandre" (1912). Det skal her nevnes kort om Aage Madelung at han efter å avtjent verneplikten bodde i Russland en periode hvor han arbeidet som bonde. I følge "denstoredanske.dk" skal han i 1897 reist tilbake til Nordrusland, Vologda, hvor han bl.a. var representant og oppkjøper for en rekke tyske og engelske storimportører. Det var her han fikk kontakt med en rekke russiske kulturpersonligheter som var forvist dit av politiske grunner, bl.a. forfatteren Aleksei Mikhailovich Remizov (Алексей Михайлович Ремизов) (06.07/24.06.1877-26.11.1957). Aage Madelung skal, i følge Martin Drouzy (??.1923-??.1998) "Carl Th. Dreyer, født Nilsson", ha bodd i Russland i 17 år. Han skal ha giftet seg med en russisk jødinne og skal selv ha opplevd de hendelsene på nært hold som han beskriver i sin roman, nemlig pogromene i Russland i begynnelsen av århundrede. Roman "Elsker Hverandre" (1912) ble, i følge "denstoredanske.dk", skrevet ferdig under et opphold i Zürich og i romanen skildrer han, uten å ta stilling til rase- og jødespørsmåket, den første russiske revolusjon i 1905. Boken ble en bestselger og, i følge Martin Drouzy (??.1923-??.1998) "Carl Th. Dreyer, født Nilsson", skal den ha solgt i 70 000 eksemplarer. Den russiske avisen "Rjitsch" skal ha skrevet at det eneste man kunne bearbeide forfatteren var at kjente for godt til de miljøene som han hadde beskrevet i sin roman. Boken ble, i følge Ebbe Neergaard (30.03.1901-02.08.1957) "bok om Dreyer", en bestselger, især i Tyskland, og det var en av årsakene til at Carl Th. Dreyer henvendte seg til en tysk produsent.

Carl Th. Dreyer skal på den dansk premieren den 07.02.1922 ha uttalt, i følge "www.carlthdreyer.dk", til  "B.T".:

”Den ejer saa megen Spænding og Menneskeskildring, at den egner sig fortræffeligt for Film. Jeg har hørt Russere udtale, at den giver et saa sandt Billede af russiske Typer og Tilstande, at den for den Sags Skyld godt kunde være skrevet af en Russer”.

Martin Drouzy (??.1923-??.1998) hevder i sin bok "Carl Th. Dreyer, født Nilsson" at det var den realistiske og dokumentariske aspektet ved romanen som tiltrakk Carl Th. Dreyer og som i to av sine tidligere filmer begynte han å arbeide med virkelige historiske personer og virkelige hendelser. Med utgangspunkt i romanen skrev han et filmmanus som bestod av 231 deler. I følge Ebbe Neergaard (30.03.1901-02.08.1957) "bok om Dreyer" skal Carl Th. Dreyer senere har uttalt seg om filmen, at den var blitt for rotete, at han fortsatt ikke hadde lært seg å skrive manuskripter, og da spesielt ikke mestrert ..."brutaliteten med at skære vek."

Carl Th. Dreyer henvendte seg da til Otto Schmidt (??-??), som var direktør for filmselskapet "Primus-Film GmbH" og som holdt til i Berlin. Dettte filmselskapet produserte i perioden 1911 - 1929 11 filmer, den første i 1911 var "Die Benefiz-Vorstellung der vier Teufel" med regi av Anders Wilhelm Sandberg ()22.05.1887-27.03.1938, en nyinnsplling av "De fire Djævle" (1911) med regi av Robert Dinesen (23.101874-08.03.1972) og Alfred Lind (27.03.1879-29.04.1959). Den andre filmen var "Die Gezeichneten" (1922). Det skal her nevnes at "filmportal.de" har ført opp 1921 og det vises til året filmen ble produsert og "det danske filminstitut" viser til året filmen hadde premiere.

FORBEREDELSER TIL FILMEN
Som vanlig forberedet Carl Th. Dreyer seg grundig før han begynte med filmopptakene og før denne filmen skal han, i følge Martin Drouzy (??.1923-??.1998) "Carl Th. Dreyer, født Nilsson", ha forberedt seg ekstra i forhold til dekorasjonene og atmosfæren. Som bakgrunnmateriale samlet han sammen en stor mengede med fotografiske dokumentasjonsmateriale. Han hadde også ansatt dekoratøren Jens G. Lind (??-??) som tidligere hadde hjulpet ham med opptakene av "Blade af Satans Bog" (1921). Videre fikk han hjelp av to russiske emigranter, maleren Viktor Aden (Viktor Bogdanovich Aden) (??.1880-??.1942) og professor Krol (??-??), som kalte seg arkitekt, men som, i følge Ebbe Neergaard (30.03.1901-02.08.1957) "bok om Dreyer", var stukfabrikant. Viktor Aden skal ha fått en liten rolle i filmen da han skal ha lignet på Vladimir Iljitsj Lenin (10.04/22.04.1870-21.01.1924). Carl Th. Dreyer skal ha satt pris på samabeidet med disse to og de russiske skuespillerne og, i følge Ebbe Neergaard (30.03.1901-02.08.1957) "bok om Dreyer", fant det morsomt å arbeide sammen med dem, da de hadde kunstnersinn. Men i forhold til dette samarbeidet så skulle han ha beklaget, at han var for oppslukt av det store apparatur med de mange massescener, at det gikk utover hans instruksjon av skuespillerne.

"Die Gezeichneten" (1922) ble spilt inn i løpet av sommeren 1921 og, i følge Martin Drouzy (??.1923-??.1998) "Carl Th. Dreyer, født Nilsson", skal innspillingen har vart i syv måneder . Atelier-opptakene skal ha startet mandag 20.06.1921, noe som, i følge "www.carlthdreyer.dk", kommer det frem av et note i et brev av 19.06.1921, Carl Th. Dreyer skrev til direktør Frost på "Nordisk Film Kompagni":

"I morgen begynder jeg i Atelier'et. Jeg ryster som et Espeløv".

Det var i "Alhambra-studiene", som lå i Lankwitz i utkanten av Berlin, at Carl Th. Dreyer fikk bygget en mindre russisk provinsby. Men han tok ikke bruk åpne kulisser, men "ekte" bygninger for å skape det autentiske miljø, som på den tide nvar blitt hans varemerke.

BRUK AV SKUESPILLERE
Til "die Gezeichneten" (1922) hadde Carl Th. Dreyer valgt ut fortrinnsvis russiske skuespillere til hovedrollen, og årsaken til dette valget var ikke bare på grunn av utseende, men spesielt fordi skuespillerne kom fra "Stanislavskijs Moskva kunstnerteater". Det skal her nevnes at  "Stanislavskijs Moskva kunstnerteater" (Московский художественный театр им. А. П. Чехова) ble grunnlagt i 1897 av Konstantin Stanislavskij (05.01/17.01.1863-07.08.1938) og Vladimir Nemirovitsj-Dansjenko (??-??). "Stanislavskijsmetoden" går, i følge Wikipedia" ut på at skuespilleren skal finne frem til og uttrykke ekte følelser og opplevelser. Dette i motsetning til tidligere hvor skuespillernes fremføringer av sine rollers følelser og skikkelser var mer preget av stereotype og maskepregede. Konstantin Stanislavskij  mente at skuespillerne heller skulle gå så inn i rollene og at de skulle føler seg i ett med rollefigurene. Vsevolod Illarionovich Pudovkin (28.02.1893-30.06.1953) skal senere ha tillempet "Stanislavskijsmetoden" til filmen. Martin Drouzy (??.1923-??.1998) hevder i sin bok "Carl Th. Dreyer, født Nilsson" at skuespillerne fra "Stanislavskijs Moskva kunstnerteater" spilte med naturtro og autentisk enn tyskerne. Carl Th. Dreyer skal ha ment at de tyske skuespillerne hadde problemer med å legge fra seg sine svulstige og teatralske spillestil, en metode han mente ikke passet til filmen. Til forfølgelsesscene skal Carl Th. Dreyer ha ansatt 600 statister som bestod av russere, som han hadde hentet fra en flyktningsleier, og jøder fra ghettoen i Berlin, hvorav mange også stammet fra Russland.

Ved valg av skuespillere fikk bl.a. Carl Th. Dreyer en henvedelse fra Aage Madelungs datter, hvis mor var russer, som ønsket å spille hovedrollen som "Hanne-Liebe, fru Segals datter". I følge Ebbe Neergaard (30.03.1901-02.08.1957) "bok om Dreyer" skal Carl Th. Dreyer ha satt pris på henvendelsen, men hadde funnetdet passende å spørre hennes far. Men datteren forstod at faren ville reagere negativt og trakk seg derfor heller tilbake. Senere har Carl Th. Dreyer at han angret på at han ikke gjennomførte planen, da han mente at hun ville vært den riktige til rollen. I stedet var det den russiske grevinnen Polina Piekowska (??-??) som fikk rollen. Det skal her nevnes at dette var den eneste filmen som Polina Piekowska spilte i.  

MOTTAKELSE AV FILMEN
I motsetning til Carl Th. Dreyers tidligere filmer, som hadde fått en blandet mottakelse, så fikk "die Gezeichneten" (1922) en positiv motakelse av de danske anmeldere. Filmen ble, i følge www.carlthdreyer.dk, omtalt som "en stor kunstnerisk sejr" for Carl Th. Dreyer og ble især rost for skuespillet og miljøskildringen.

Anmelderen i "National Tidende" var uforbeholden begeistret og skrev:

”Af dette Digterværk [Aage Madelungs bog af samme navn] (…) har Carl Th. Dreyer skabt et Filmsskuespil, der vil faa enhver Tvivler overfor Filmens Stræben efter sand og oprigtig Kunst til at bøje Hovedet. (…) Der var Scener i denne Film, der fuldkommen tog Vejret fra Publikum. Ganske langsomt byggedes Handlingen op for at kulminere i en forrygende blodrød Vildskab i det Øjeblik, Pogromen blussede op”.

"København" betegner filmen som en stor suksess og skrev at:

”Der er dramatisk Kraft over Skildringen, som river med og behager, hvad enten det gælder de stærkt bevægede Scener, eller det intime Spil”.

"Berlingske Tidendes" anmelder var mer kritisk til filmen og mente at den var for lang og ""flimrer" for meget", men anmelderen roser samtidig de kunstneriske kvaliteter, som tilskrives iscenesetteren og  skuespillerne.

I følge "www.filmportal.de" skrev Film-Kurier, Nr. 44, 24.2.1922 følgende omtale av filmen:

"Der Primus-Palast, Potsdamer Str. 19, wurde gestern abend vor geladenem Publikum mit "Die Gezeichneten" (nach dem gleichnamigen Roman von Aage Madelung, Manuskript und Regie: Carl Th. Dreyer) eröffnet, nachdem Kurt Gerron einen von Dr. Leo Leipziger verfaßten Prolog vorgetragen hatte. Das Problem dieses Films ist ein uraltes, doch ewig neues: der Kampf zweier Rassen, hier der jüdischen und der russischen. Vielleicht ist es auch richtiger, angesichts der unproportionierten Kräfteverhältnisse, von dem Schicksal der einen und der anderen zu sprechen. Bei diesem durch Fanatisums mancherlei Art scharf gemachten Daseins- und Vernichtungskampf entfalten sich alle niedrigen sowohl wie alle höheren Triebe der Menschen, die letzten Vorhänge vor den Urinstinkten, den grauenhaften und erhabenen, werden aufgegriffen.

An Einzelschicksalen erweist sich auch die für ein ganzes Volk grundlegende Wahrheit: Es ist not, sich selber treu zu bleiben, seinem Glauben, seinem Wesen, seinem Sinn. Untreue führt zum Untergang, Treue triumphiert zuletzt über eine Welt von Teufeln und Viehnaturen. Dies offenbart sich deutlich an dem Schicksal der beiden Personen, die im Mittelpunkt der Handlung stehen. Der Advokat Segal, der dem Glauben seiner Väter untreu geworden, findet seinen Tod, Hanne-Liebe, seine Schwester, die seelisch Ergriffene, die tapfer Kämpfende, wird aus den Schrecken des Pogroms gerettet, durch ihren Geliebten. Die zarte Geschichte dieser beiden Liebenden, gestickt auf den gewaltigen, dräuenden Hintergrund eines trüben Volksschicksals, bildet denn auch, von Nebenhandlungen und Episoden abgesehen, die Fabel des Stückes. Das war genug, um einer gewandten und einfallsreichen Regie Gelegenheit zur Entfaltung fesselnder und ergreifender Bilder zu geben. Mit großer Liebe und Sorgfalt sind die einzelnen Szenen durchkomponiert, auf ihre photographische und seelische Wirkung berechnet. Vor allen Dingen macht Milieu und Ausstattung den Eindruck des Echten. Von verträumten Landschaftsbildern und Liebesszenen der Revolutionäre und schließlich, als dramatischen Höhepunkt, der aufwühlenden Blutrunst eines Pogroms zugeführt. Fast zu reichlich ist die Szenefolge, und hier müssen wir – wir dürfen es angesichts des großen Aktivkontos dieses Films – betonen, daß uns stellenweise etwas zu viel Titel vorhanden schienen, die einzelnen Szenen zuweilen zu kurz waren und die Bilder zu schnell abgeblendet wurden. Gerade die Schönheit der meisten Szenen rief den Wunsch wach, sie genügend lang, auch bis zur Aufnahme der Einzelheiten im Auge zu halten. – Das Spiel der Darsteller war fein abgestimmt, dezent, ohne Überbetonung, und vergriff sich kaum je in einer Nuance. Hervor ragen als Träger der Hauptrollen die Darsteller des Rechtsanwalts Segal (Wladimir Gaidarow, Stanislawskys Künstler-Theater, Moskau), der Hanne-Liebe (Gräfin Piechowska, Korsha-Theater, Moskau), des Studenten Sacha (Thorleif Reiss, National-Theater, Kristiania), des Fedja (Richard Boleslawski, Stanislawksys Künstler-Theater, Moskau). Eigentlich müßten wir alle nennen, denn alle brachten in hingebendem Spiel ihren Part zu lebenswirklicher Darstellung."   

Aage Madelung skal, i følge Martin Drouzy (??.1923-??.1998) "Carl Th. Dreyer, født Nilsson", vært meget fornøyd med Carl Th. Dreyers fimmatisering av romanen og skal ha uttrykt sin beundring for både den nøyaktighet og stemninger som som ble gjenskapt i filmen. Men til tross for god kritikk og postiv tilbakemelding fra forfatteren, det danske publikum sviktet filmen da mange mente at den var for lang. Av den årsak ble den tatt av plakaten efter bare en ukes visning.

DVD-UTGAVE
følge Martin Drouzy (??.1923-??.1998) "Carl Th. Dreyer, født Nilsson" ble filmen i en periode regnet som tapt og i en periode på 40 år var det ingen som fikke mulighet til å se filmen. Årsaken var at alle kopiene var forsvunnet og i følge den tyske utgaven av "wikipedia" er den opprinnelige tyske versjonen ikke bevart. Det var først i 1961 at en ung russer, Vladimir Matusevitch (??-??) oppdaget i arkivene "Gosfilmofond" på filmmuseet i Moskva en film med titlen "Погром" (Pogrom), som betyr ødeleggelse, og i følge "wikipedia" er det her snakk om ødeleggelser som var rettet mot jødisk liv og eiendom. Det viste seg at det var den russiske titlen for "die Gezeichneten" (1922). Denne russiske versjonen skal, i følge den tyske utgaven av "wikipedia" ha vært kopi av en original som senere ble funnet på "Cinémathèque de Toulouse film archive". I følge "www.silentera.com" eksisterer det også en utgave i "Bundesarchiv film archive", i "the Cinémathèque Royale film archive" og i "Deutsche Institut für Filmkunde film archive".

Martin Drouzy (??.1923-??.1998) hevder i sin bok "Carl Th. Dreyer, født Nilsson" at denne kopien skal ha vært mangelfull og at det her var snakk om en forkortet utgave på 105 minutter, med 16 b/s, mens originalen skal ha vært over to timer. I forhold til lengden på filmen har "www.imdb.com" og "www.filmportal.de" oppgitt spilletiden til 105 minutter, "www.dfi.dk" oppgir spilletiden til 105 minutter og filmlengden til 2833 meter, og "www.carlthdreyer.dk" oppgir filmlengden til 2833 meter. Ut i fra kildene antar jeg at den virkelige spilletiden var på 105 minutter.

I 2011 ble filmene "die Gezeichneten" (1922) og "Glomdalsbruden" (1926) samlet utgitt på DVD og Blu-ray.
  
 

.