Luis Buñuel (1900-83), spansk filminstruktør, debuterede sammen med Salvador Dali med de to surrealistiske kortfilm, En andalusisk hund (1928) og Guldalderen (1930). Filmene blev lavet på den måde, at Buñuel og Dali hver morgen fortalte hinanden om nattens drømme, hvorpå de filmede de drømme, som de ikke selv forstod.

En andalusisk hund åbner med en af filmhistoriens berømteste skrækscener: en ung mand, spillet af Buñuel selv, hvæsser en kniv, tjekker dens skarphed, en sky skærer gennem månen, og derpå snitter Buñuel kniven gennem en kvindes øje. Scenen danner indledning på et livsværk, der netop skulle blive rigt på makabre, gådefulde og provokerende scener, og den er blevet udsat for talrige fortolkninger. Helt bogstaveligt forårsager en kniv gennem et øje en destruktion af vor hidtidige måde at se på, men indgrebet er samtidig så radikalt, at det jo ødelægger muligheden for, at patienten overhovedet kan komme til at se igen. Røber scenen mon en tidlig fornemmelse for avantgardekunstnerens dilemma? Kampen mod et traditionelt syn på tingene kan føres med en sådan aggressivitet, at kunstneren enten taber sit publikum eller efterlader det lammet i mørket ude af stand til at etablere et nyt syn på verden.

I en anden foruroligende scene i En andalusisk hund forsøger en ung mand at få et seksuelt forhold til en kvinde ved at tage hende på brysterne. Kvinden er modstræbende, og i en overtoning skifter mandens grådige ansigt pludselig til et lidende martyrbillede med himmelvendte øjne og blod fra den forpinte mund, som om forføreren forvandles til Kristus. Samtidig river kvinden sig løs fra ham og tager et kors ned fra væggen for at bruge det som et forsvarsvåben.

Scenen turde være en radikal omvending af den kristne kulturs normale syn på tingene. Den seksuelt aggressive person beskrives med Kristus-agtige associationer som indespærret i det seksuelle tabus lidelser, mens den kvinde, han begærer, forsvarer sig med det kors, som jo normalt symboliserer, hvad den lidende Kristus står for. Hun bruger i sin seksualforskrækkelse korset som et våben mod Kristus - eller som Buñuel sagde i en helt anden sammenhæng mange år senere: Hvis Jesus vendte tilbage til Jorden, ville de kristne være de første til at korsfæste ham.

At Kristus er på den undertrykte seksualitets side og må kæmpe mod de mennesker, der bruger hans eget kors imod ham, turde være lidt af en provokation, og netop dette provokatoriske spil med, hvad der er godt og ondt, helligt og profant, frelsende og syndigt, gennemlyser hele Buñuels produktion.